barberteknikken gennem historien

Fra Homo Sapiens til Gents

Lige siden tidernes begyndelse har mandens behov for at barbere sit ansigtshår haft en central plads som ritual, nogle gange af æstetiske og religiøse årsager, men lige så ofte af praktiske årsager. Et hårstrå vokser nemlig med cirka 15 cm på et år. Vi har i en anden artikel kigget på skæggets og barberingens historie, men her skal vi mere indgående fokusere på værktøjer og barberskrabere og deres udvikling fra dengang til nutid.

forhistorisk & antik tid

Vores billede af skæggede, hårige hulemænd til trods for det, så overrasker det sikkert en del, at der findes arkæologiske spor, efter at man har barberet sig og eksperimenteret med hårfjerning allerede i stenalderen. For cirka 60.000 år siden begyndte man at bruge slebne muslingeskaller som "høvl" - en sikkert både tidsdøvende og ikke bekvem procedure, men alligevel et første, stavende skridt på vejen mod vores moderne redskaber.

Går vi videre til antik tid, mødes vi for første gang af en gennemtænkt idé, hvor barberingen er i fokus. I det gamle Egypten var næsten alle egyptier, høj som lav, i virkeligheden glatbarberede, selvom faraoerne erstattede deres afbarberede ansigts- og hovedhår med kunstige elegante løsskæg og parykker, fordi det symboliserede guddommelighed, status og magt. Egypten er meget varm, og man ville ikke have problemer med skadedyr og dårlig hygiejne. Hårløshed var vigtigere, jo højere status du havde, men generelt mente du, at hårvækst var forbundet med sjusk og forsømmelse. Havde man ikke råd til sin egen frisør, så var der professionelle at gå til – vores første barberer. Værktøjet bestod primært af slebne skarpe sten, der blev trådt på et træskaft, og man gnidede også hår væk ved hjælp af en pimpsten.

Krops- og ansigtshår blev anset for urent og skamligt i Egypten, men i det antikke Grækenland fik skægget en renæssance som tegn på visdom, og man forstod sig ikke på egyptiernes vurm for hårløshed. Med Alexander den store ændrede alt dette sig, da han forbød sine soldater at have skæg, fordi det blev anset for upraktisk og risikabelt i krig. Her finder vi for første gang noget, der minder om knivlignende genstande, fremstillet af bronze eller jern, der er beregnet til barbering.

Hårfjerningscremer er ikke en moderne opfindelse, men er begyndt at udvikle allerede i Egypten, fremstillet af en arsenikforening eller forskellige lægemiddelurter (fladdermusblod og ekstrakt fra hugorme kunne indgå!). De blev nu udviklet videre i det antikke Rom, som frem til kejser Hadrianus fremhævede et glatbarberet udseende som ideal. Romaerne brugte ellers pincetter dagligt, men det er nu, barberkniven begynder at tage form – man har til og med fundet praktiske små barberknive, der er sammenklappelige og smukt dekoreret. Der blev introduceret et barberblad af jern. Ofte gik man til "tonsoren", barbereren, men barberingen var ikke altid ufarlig – der blev ikke brugt nogen barbercreme, og selvom der ikke blev lige så meget blodhvid som i slagmarkerne, kunne det alligevel gå meget galt. Den skægløse mode fortsatte ind i middelalderen – ridderne var glatbarberede, da det ellers ikke havde fungeret sammen med krigshjelmene.

barberknivens moderne indtog

De første vesterlandske barberknive i moderne forstand – såkaldte straight razors eller "throat cuts" - blev udviklet i det engelske Sheffield, da Benjamin Huntsman omkring 1740 kunne fremstille et blad af hårdt kulstål – det vil sige en legering bestående af jern og kul. Opfindelsen faldt dog til at begynde med ikke engelske producenter og fabrikanter i smagen. Det var først, da franskmændene overtog processen og lykkedes med at gøre den populær, at den blev slået igennem – det franske mærke Thiers-Issard anvender stadig samme proces i sin kvalitetsfremstilling af knive. I 1800-tallet dukkede tyskerne op med deres blødere kulstål, og området Solingen blev snart synonymt med stålprodukter til bl.a. køkkenknive, barberværktøj og manicureartikler – deres blødere variant blev lettere at slibe, glatte og pleje. Alle barberede sig dog ikke dagligt. Det var først og fremmest de højere samfundsklasser, der i begyndelsen havde råd til at have tjenere, der passede barberingen. Barbererne overrækkede imidlertid snart deres simple medicinske oplysninger til rigtige læger for i stedet at koncentrere sig om barbering og frisering – flere og flere barbershops åbnede, især i England og USA, men det var først i begyndelsen af 1900-tallet, at det blev daglig rutine for alle uagtet samfundsklasse at gå til barbereren. Den tidligste kendte barbershop i England er Truefitt & Hill, som åbnede i London allerede i 1805.

TIL VORES LIGEKNIVE

sikkerhedshøvlens udvikling

Man var allerede i midten af 1800-tallet begyndt at eksperimentere med at placere et knivsblad oven på et skaft, men det var først omkring 1880, at Frederic og Otto Kampfe i New York lancerede deres tidlige varianter, hvor et blad blev beskyttet i en metalbeholder. De første modeller var såkaldte single-edge razors med et enkeltsidet mindre blad, som blev lagt inde i en låge, der lignede en låge og derefter lukkede. De gik også under navnet "GEM"-høvle. Disse fremstilles ikke i dag, men derimod kan man stadig få fat i blade til dem, hvis det lykkes at finde en sådan kuriositet på antikmarkedet.

GEM-høvlne fortsatte succesivt med at blive produceret i flere år, men allerede i 1901 kom King Camp Gillette med sit patent på den variant, som blev den moderne mands bedste hjælpemiddel i mange årtier: sikkerhedshøvlen med såkaldte dobbeltblade - the double-edge safety razor - tilbød en lettere måde at skifte blad i kappen. Den var oprindeligt bestemt for soldaterne i første verdenskrig som transportabelt barberværktøj, men da de kom hjem, fik de lov til at beholde dem. De blev mere og mere populære, efterspørgslen efter blade steg, og såvel høvle som blade begyndte at masseproducere. Udtrykket "be your own barber" blev møntet, for nu kunne mænd barbere sig selv. I 1920'erne kom også som en parentes Schicks "Inject razor", hvor idéen var, at man overhovedet ikke skulle røre bladet. Da et blev ført ind via en kassette, løb det gamle ud.

De gamle barberblade bestod stadig af kulstål, hvilket betød, at de blev sløve straks efter kort tid eller skulle striglas og ristede hurtigt. Løsningen kom først i 1960'erne, da det engelske mærke Wilkinson Sword lancerede blade i rustfrit stål,dvs. kulstofstål tilsat krom i legeringen, og tvang konkurrenterne til at gøre det samme. Bladene fik en mere holdbar skarphed, og de ristede ikke i samme udstrækning.

Den klassiske double-edge sikkerhedshøvl kom snart i flere modeller med forskellige hoveder: Ud over den almindelige kappe med "lukkede kam" dukkede den mere aggressive såkaldte "opencomb"-høvl op, hvor bladet eksponeres mere frit, ved at bladets æg kun beskyttes af en kam, og tyske Merkur lancerede også den spændende skraber med et "twistat" hoved, som dels resulterer i en ekstremt hudnær barbering, samtidig med at der skabes minimal friktion. I 1940'erne kom den smarte butterfly-funktion, hvor bladet blev udskiftet ved ganske enkelt at skrue på håndtaget, og hovedet delte sig i to låger, der blev åbnet og lukket – et design, som virkelig hørte hjemme i "space age"-teknologien. Butterflyet slog godt igennem i 1950'erne og blev den, der gjaldt for vores bedsteforældre og forældre i lang tid.