Parfumer med Feromoner
Feromoner har længe været myteomspundne bestanddele i parfumer. Kort kan feromoner beskrives som duftmolekyler, der signalerer forskellige ting, lige fra seksuel tilgængelighed til aggression. Selvom videnskaben stadig debatterer emnet, siges menneskelige feromoner at være en blanding af duftstoffer, der kan registreres af modtagerens lugtorganer selv ved meget lave koncentrationer og oftest helt ubevidst. I dyreverdenen er det meget almindeligt, at dyr kommunikerer med omverdenen ved hjælp af feromoner.
Hos mennesket er feromoners betydning som kommunikationsværktøj reduceret gennem millioner af år med evolution. Frem for alt er det menneskets forbedrede syns- og høreindtryk, som har bevirket, at fortolkningen af feromoner er blevet forstyrret af os mennesker. Feromonerne giver os ikke længere et klart billede af budskabet, men efterlader mest en følelse.
En klar tendens inden for parfumebranchen har de senere år været at forsøge at genskabe feromoner i parfume. Vi vover at påstå, at man aldrig har været så tæt på som nu. Måske er det ikke den tekniske sammensætning, som vores videnskabsfolk tænker på, når de taler om feromoner, men alligevel handler det om dufte, der minder om køn, anus, sved og kropsvæsker. Duftsignaler, som uden tvivl påvirker os på et dybere plan end den almindelige citrusparfume i taxfree-shoppen.
Måske afskrækker det en del, men det er ikke meningen, at disse parfumer skal dufte godt på samme nemme måde, som en designerduft beregnet til den brede masse gør. Formålet er et helt andet, og parfumen er langt mere kompleks, end lægmanden generelt sætter pris på.
Gennemgående for parfumerne i vores udvalg er den stadige tilstedeværelse af moskus. Mysken blev historisk udvundet fra hjortens moskuskirtel, og den "organiske" note, som musk giver parfumen, er bibeholdt, selvom dagens animalske moskus udelukkende er kemisk fremstillet. Mysken giver parfumen dybde og en beskidt kant, som får hjernen til at tænke i helt andre baner end candyfloss og citruslunde. I nogle af duftene, f.eks. Xerjoff Oud Stars Al-Khatt, er kønsduften så tydelig, at den næsten tager over.
Penhaligon's Roaring Radcliff er betydeligt mere tilgængelig. I topnoten findes enkle, lokkende noter af rom, tobak og peberkage, men under overfladen lurer også her sensuelle dufte som tonkabønne, honning og bivoks. Netop bivoks giver en tung duft fyldt med vellyst, som så tydeligt stammer fra dyreriget, og alt hvad der følger med det.
Xerjoff Oud Stars Mamluk er endnu en parfume, der henleder tankerne på feromoner. Duften er sød, tung, mørk og fyldt med Oud, en af verdens dyreste træsorter og meget almindelig i orientalske parfumer. Denne duft er ikke for alle. Til gengæld giver den rette ejer pondus, harmoni og ro. Også her er den seksuelle anspilning til stadighed nærværende, om end slet ikke i samme grad som i søsterduften Al-Khatte.
Animalske duftnoter går igen og igen i disse parfumer. Noter, der minder om stalde og dyreparker. Uvasket og organisk. For at tiltale os mennesker siges det, at en parfume skal have et kantet og generende element for at komplettere det smukke og skønne. Det er dette generende element, der gør parfumen interessant og kompleks. I Penhaligon's Paithani hænger duften af labdanum tæt og tung over læder og rose. Kombinationen af dyrehud og labdanum, med rosens påtrængende sødme som supplement, skaber en duft, der befinder sig langt fra midtfanget. Selvom menneskets lugtesans er blevet forstyrret af, og nu kan det være svært at opfatte subtile signaler fra det modsatte køn, er der ingen misforståelser her. Paithani peger ubarmhjertigt med hele hånden.
