Sådan passer du på dit duftlys

Tips til at få dine duftlys til at holde længere

Duftlys – findes der en bedre måde at skabe hygge på i en fart? De dukker op i sommerhuset, der har stået tomt lidt for længe, de kan gøre underværker på kontoret, når solen er gået ned, og man hellere ville være et helt andet sted, og de ledsager hyggelige aftener med familie og venner. Men uanset hvor de tændes, fremkalder kombinationen af ild og dufte næsten uundgåeligt netop den stemning, som vi danskere kender så godt under betegnelsen ‘hygge’.

Duftlys


Opsummering

  • Trim vægen regelmæssigt for at undgå sod og sikre en mere jævn forbrænding, der forlænger duftlysets levetid.

  • Lad lyset brænde, indtil voksen er smeltet helt ud til kanterne, så der ikke dannes en fordybning omkring vægen.

  • Undgå at lade lyset brænde for længe ad gangen, og brug gerne en lyseslukker for at minimere sod og sprøjt fra voksen.


Ilden har vi mennesker haft et tæt forhold til i mindst halvtreds tusind år, og nogle mener, at vi har tilberedt mad over åben ild i helt op til en million år. Derfor er det let at forstå, at ilden med tiden kom til at symbolisere varme, tryghed og fællesskab, også på et rent instinktivt plan. Det var omkring ilden, vi samledes i sikkerhed for rovdyr, det var her, vi tilberedte og spiste vores mad, og det var her, vi fortalte historier og sang sange til langt ud på aftenen.

Dufte har på den anden side været en del af vores arv, næsten siden livet opstod for godt tre en halv milliard år siden. Det er derfor ikke så mærkeligt, at dufte spiller en vigtig rolle, når vi omgås andre mennesker og vælger en partner, og at de har en så stærk – og ofte ubevidst – indvirkning på vores minder, følelser og oplevelser. Men når ild og dufte nu er så vigtige og kan forenes så smukt i flotte, eksklusive duftlys, vil man naturligvis gerne passe godt på sit lys, så man kan nyde det så længe som muligt.

Det er her, vi hos Gents gerne vil dele ud af vores viden – og samtidig præsentere nogle af vores aktuelle favoritter.

Do's & Don'ts:
Et par tips til at få mest muligt ud af dit duftlys

Kombinationen af voks og flygtige aromatiske olier betyder, at dit duftlys kræver lidt mere omtanke end almindelige stearinlys. At de ofte sælges i smukke beholdere af glas eller keramik, er derfor ikke kun et spørgsmål om æstetik – beholderne kan også være med til at beskytte og bevare lyset.

#1. Kontrollér, om vægen skal trimmes, inden du tænder lyset.
En alt for lang væge kan sode og får lyset til at brænde hurtigere. En for kort væge giver derimod en lille flamme, som ikke kan smelte den omkringliggende voks, men i stedet brænder sig nedad, indtil den slukker af sig selv. Prøv dig frem, og tag udgangspunkt i 10 mm, medmindre der står noget andet i vejledningen. Hvis lyset soder, kan du forkorte vægen med yderligere et par millimeter, dog ikke til mindre end 5 mm.

#2. Når du først har tændt lyset, bør du lade det brænde...
...indtil voksen er smeltet helt ud til kanten. Det forhindrer, at der dannes en fordybning i midten, hvor vægen brænder hurtigere ned end resten af lyset. Ellers risikerer vægen senere at drukne i smeltet voks, hvis lyset får lov til at brænde længe. Hvor lang tid det tager, afhænger af model og mærke, men regn med en time eller to for de fleste lys.

Duftlys

#3. Men lad heller ikke lyset brænde så længe...
...at næsten al voksen smelter i beholderen. Så kan voksen nemlig ikke længere holde vægen oprejst, og den kan bøje sig mod kanten eller synke ned under voksens overflade. Hvis det sker, kan du forsigtigt rette vægen op med eksempelvis en pincet, inden voksen størkner igen. Hvor lang tid det tager at smelte al voksen, afhænger blandt andet af lysets størrelse, sammensætning og beholderens materiale. Et godt udgangspunkt er at kontrollere lyset efter tre-fire timer.

#4. Sluk gerne lyset med en rigtig lyseslukker.
På den måde undgår du risikoen for, at vægen soder, eller at den smeltede voks sprøjter. Når lyset er slukket, bør du vente, til voksen er størknet, før du tænder det igen. Husk også at fjerne eventuelle rester af tændstikker, sodaflejringer på vægen og andre løse partikler, inden du tænder lyset på ny.

5 skønne duftlys til de mørke efterårsaftener

Amoln Duftlys Barr
Dette beroligende duftlys fra svenske Amoln giver dit hjem en indbydende og forfriskende duft med en naturlig fornemmelse af skov, som bidrager til velvære i efterårsmånederne. Amoln Barr skaber en frisk og jordnær atmosfære, hvor topnoter af grannåle og appelsin smelter sammen med varme hjertenoter af kanel og en base af sandeltræ og harpiks. Den afbalancerede, diskrete duft spreder sig nænsomt og skaber en både beroligende og opløftende stemning.

Byredo Bibliothèque Duftlys
Med Byredos klassiker Bibliothèque går du aldrig galt i byen. Perfekt til dig, der ønsker en karakterfuld, frugtig og læderagtig duft i hjemmet, som tilfører både atmosfære og varme. Basen af ruskind og patchouli med strejf af vanilje leder tankerne hen på de klassiske litterære værkers tunge læderindbundne bøger, gemt som skjulte skatte på bibliotekernes mørke træhylder. I toppen finder vi frugtige noter af fersken og mørke blommer, ledsaget af hjertenoter af pæon og viol.

D.S & DURGA Portable Fireplace Candle
Portable Fireplace Candle er en eksklusiv duftlysoplevelse inspireret af knitrende pejse og duften af varmt træ. Med sin dybe, røgede karakter og sofistikerede balsamiske varme skaber lyset en atmosfære af komfort og elegance. Duften fører tankerne til en rustik hytte, hvor cedertræ og birkebrænde langsomt brænder i baggrunden. Perfekt til aftener med en god bog og afslappende stunder på de kolde, rå efterårsaftener.

Fornasetti Duftlys Architettura Immaginazione
Dette aromatiske duftlys fra italienske Fornasetti spreder ikke blot en fantastisk duft i dit hjem, men er også et smukt, klassisk designobjekt til indretningen. Duften Immaginazione er en hjemlig, urteagtig, varm og krydret komposition af timian, lavendel, røgelse og træ, som vækker minder om det gamle Italien og fremkalder både elegance og en helt særlig følelse af hygge.

Trudon Duftlys Cire 270 g
Et særdeles luksuriøst duftlys fra det traditionsrige franske hus Trudon, som spreder en vidunderlig varm, krydret og cremet duft i hjemmet. Lyset er støbt i et meget smukt ravfarvet glas. Topnoter af bergamot, træ og honning gør sig først bemærket, inden duften af sandeltræ og kanel langsomt træder frem. Basen består af tonkabønner, patchouli, moskus og vanilje.

― Bonustip ―

Den særlige følelse af hygge kombineret med det smukke design gør duftlys til en perfekt gave!

SE ALLE VORES DUFTLYS