Barberingens og skæggets historie
Five o'clock, Goatee, Franz-Josef, Skepparkrans, Royale,
Tangorabat, Victor Emanuel, Knævelbor, Van Dyke og Verdi.
Hvis du har hørt om nogle af begreberne tidligere, så indser du sikkert, at vi her tænker på stilstudier fra skægmodens ret brogede og omfattende katalog. For ligesom barberingens teknikker og værktøjer har gennemgået en historisk udvikling, har den mandlige ansigtspynt også gennemgået forskellige faser gennem århundreder. Vi skal her følge dem begge.
Mode og skønhed i alle dens former har traditionelt været forbundet med kvinder i nyere tid, men et hurtigt kig gennem historien viser, at moden gennem århundrederne i mindst lige så høj grad har haft mænd som målgruppe, og at mænd i ældre tider ofte har været dem, der har styret de forskellige indretninger. Frisurer, tøj, parykker, skægstile og endda makeup i mere eller mindre ekstravagante og flairfulde stilarter på historiske portrætter viser, hvordan ydre attributter er anvendt med det formål at manifestere magt, identitet eller selvdefinering.
Way back in time, i den forhistoriske tid, var der en bevidsthed og udseendefiksering hos mænd, som oftest blev grundlagt i det åndelige. Makeup og hårstil indeholdt religiøs og rituel symbolik, som eksempelvis kom til udtryk i form af urgamle kulturers brug af kropsmalerier. Vi ved egentlig ikke, hvorfor man allerede omkring år 30.000 f.Kr. begyndte at barbere sig, men man antager, at grottmenneskerne på et tidspunkt fandt på, at stykker af flint kunne slibes skarpe og anvendes som barberblad. Selv forsøg med muslingeskaller vil blive gjort, indtil man i 3000-tallet f.Kr. begyndte at arbejde i metal og dermed fik adgang til nye materialer og metoder til at fjerne skægvækst. Det var måske ikke nogen Gillette eller Feather, man producerede, men det var en begyndelse.
Makeup og hårstil indeholdt religiøs og rituel symbolik.
I oldtiden kom skægvækstens form og længde til at definere status og socialt tilhørsforhold mere og mere. I det gamle Egypten blev det lange, firkantede hageskæg – indvævet med guldtråd, uld og palmeblade samt parfumeret – et tegn på, at man tilhørte adelen og de mest fremtrædende. Hvis man til og med var af kongelig byrde og dermed guddommelig, havde man et løsskæg i skinnende metal fastsurret på hagen med et gyldent bånd og gerne med den nederste del opvredet for at understrege, at man var en gud. Det kunne ikke blive flottere.
Ellers var egypterne nærmest besat af at barbere alle antydninger af hår væk. De højtstående i samfundet var også de eneste, der tillod at have skæg, mens folkemassen og slaver skulle være glatbarberet. Ikke bare hovedet blev barberet, men al tænkelig kropsbehåring måtte vige for barberkniven (et ideal, der tilsyneladende har fået en renæssance i dag). I stedet havde man hovedduge, som beskyttede det bare hoved mod den bagende sol. De af højere byrder bar imponerende parykker, som var fint udsmykket med lignende materialer, som man brugte i skægget. Årsagen til denne orgie i barbering var naturligvis også delvis praktisk: et langt eller udvokset hår i et så varmt klima ville indebære skadedyr, lus og dårlig hygiejne, selvom man i Egypten badede ofte.
Man refererer ofte til Moses som arketypen for den skæggede, vis og magtfulde leder, og også i Bibeln kan man læse, at Guds udvalgte skulle bære skæg. Moses, som engang i sin ungdom bør have været glatbarberet ligesom de øvrige "dødelige" i Egypten, skal have provokeret farao Ramses II på det groveste, da han en dag steg frem og krævede sin folks frihed iført udvokset hår og fuldskæg (kun det en skymf). Efter Moses fik skægget større og større betydning som et tegn på magt og lederskab, hvilket kan opleves i det gamle Indien, hvor et langt, velplejet skæg signalerede vished. At få sit skæg afklippet offentligt var også den mest ydmygende straf til diverse grove forbrydelser.
Egypterne var nærmest besat af at barbere alle antydninger af hår væk.
Ligesom i Indien blev skægget plejet med ekstrem forsigtighed og nøjagtighed i datidens Mellemøsten, hvor det bl.a. i Assyrien blev smurt ind og lokket til de mest fantastiske kreationer og mønstre (perserne og babylonierne må have været tidlige opfindere af værktøjer til dette formål – tænk på det, som bruger krøllejernet og tuperingsjernet!). Det er også fra Babylonien og kejser Hammurabi, vi omkring 1700 f.Kr. har de første referencer til barbererfaget.
I det antikke Grækenland indikerede skægget høj status, visdom og seksuel styrke, og man barberede sig sjældent. Skægget skulle være velplejet og behandlet med olie og gerne lokket til, og vi kan få en fornemmelse af dets udseende og betydning takket være de mange statuer og buster, som grækerne producerede. Men med den makedoniske kejser Alexander den store ændrede alt sig. Den forfængede Alexander var den første til omhyggeligt at pleje et glatbarberet look, som også ville få praktisk betydning i forbindelse med de krigstog, som han med succes førte til. Alexander havde set, at krigende perser ofte tog fat i skægget for lettere at kunne dræbe eller halshugge en fjende, og han krævede snart – til sine soldaters chok og forfærden – at alle i stridslinjen skulle være renbarberet. Resultaterne på slagmarkerne udeblev ikke, og fra den tid dukker der også portrætter op af kongelige uden skæg, hvilket vi kan se på flere mønter fra perioden, og idealet byfæstes også officielt gennem et skægforbud. Havde du skæg i denne periode, var du enten filosof eller lærer. Eller også var du bare ikke til at stole på.
Plej dit skæg
Romaerne fortsatte i begyndelsen på samme linje, og i det antikke Rom efter 300 f.Kr. blev skægvækst anset for at være direkte uplejet (kun i forbindelse med sorg og dødsfald lod romaerne være at barbere sig og dyrkede skæg). Den første barbering til en 17-årig ugling blev forvandlet til en igangsætningstegn, som symboliserede indgangen til mandligheden, og de afbarberede skægstrå blev ofret til guderne. Men længere fremme i Roms regime skulle vinden vende endnu en gang: snart begyndte kejserne at bære skæg igen, først ved at barbere sig bitvis og trimme samt smøre de steder ind, hvor man beholdt skægvæksten (polisonger med mere), indtil man gik hele vejen og anlagde fuldskæg. Kejser Hadrianus var den første kendte romerske kejser til at vende skutan i skæggets favør og skabe et ideal, der blev spredt videre til efterfølgende regenter. Fuldskæg blev nu på mode, og roden til den nye trend kan man finde hos romaernes kopiering af den græske højkultur før Alexander. Men onde tunger hævder, at den primære grund til, at Hadrianus egentlig begyndte at gro skæg, var for at skjule sin problemhud. Og Clearasil var jo, som vi ved, ikke på romaernes tid.
Ruslands kejser Ivan den forfærdelige var derimod en pragmatisk tilhænger af skæg.
Middelalderens syn på skæg var mildest talt kaotisk og vekslede mellem ansigtsbehåring og glatbarberet, afhængigt af hvor i verden du befandt dig, og i hvilken periode. Vilhelm Erobreren så ikke med blide øjne på den engelske saksiske befolknings kærlighed til overskæg, mens Ruslands kejser Ivan den forfærdelige derimod var en pragmatisk tilhænger af skæg. Det var først med tsar Peter den store, at klimaet svingede i Rusland, og skægget tog af (de stædige blandt adelene, der stadig var ivrige efter at barbere sig, blev ramt af strafafgifter og højere skatter).
Kirken i den tidlige middelalder havde en forvirrende og omskiftelig indstilling til skæg: kloster og katedraler krølet af præster, som var skægprydede, som glatbarberede. Men i 1096 slap det sjove slut, da biskoppen af Rouen gjorde processen kort med al "syndig" ansigtsbehåring i den vestlige kriseverden, og de, der nægtede at barbere sig, blev udelukket fra kirken (en social katastrofe i den dybt religiøse middelalder). Derimod så man anderledes på sagen i øst: Blandt græsk-ortodokse kristne og ortodokse jøder blev hårvækst og skæg ligesom hos Moses set som et vishedstegn og et guddommeligt symbol – at finde barberkniven frem var dermed det samme som at kastrere sig både i religiøst og statusmæssigt henseende (samme forkærlighed for skæg, der religiøst har ladet attributterne, har vi også gennem historien kunnet finde f.eks. hos sikherne og inden for islam).
Ridderne var så godt som altid glatbarberede, så glem ikke pibeskæggene og de lange tynde overskæg, du har set film eller i bogillustrationer. Ansigtsbehåring til en ridder var en praktisk utænkelighed i forbindelse med hjelmvisiret på rustningen, og det skulle tage tid, før skægget igen begyndte at blive mode, også i kirkelige sammenhænge.
Med sådanne svingende tilstande på modefronten blev situationen naturligvis både rystet og konjunkturfølsom over for de hårdt prøvede barberer, som i stedet måtte udvide sine virksomheder med tjenester, som man ellers forbinder med nutidens kirurger og tandlæger – et skridt, som blev lettere af, at munke og kirkens mænd (som traditionelt beskæftigede sig med sundhedsvæsenet) under et påvist påbud ikke længere måtte udføre urene gøremål, som indebar blodspildet eller kontakt med kropsvæsker. Derfor forventedes du nu som barberer ikke længere bare at svinge barberkniven i normal orden, men også at udføre amputationer – oftest med ødelæggende (ikke sjældent dødelige) resultater – samt kopning (hvor man tabte blod fra kroppen for at helbrede sygdomme) og enkle tandoperationer. 1700- og 1800-tallets ambulerende feltskær på slagmarkerne var i grunden barberere, og hvis du var uheldig, kunne du, som soldat, begynde dagen med en behagelig barbering og få fornøjelsen af at afslutte den efter sejouren på slagmarken med at få dit ben afskåret under knæet – af samme person.
Du har vel set det klassiske rød-hvide skilt til barbershops? De færreste ved, at de røde striber på hvid bund vil stamme fra denne tid, hvor barberens hvide håndklæder blev farvet røde af "patientens" blod. Et eksempel på, hvordan dekorativt og effektivt design nogle gange kan rumme en symbolsk og historisk betydning, der ligger uden for det, man måske forventer!
De røde striber på hvid bund skal stamme fra den tid, hvor barbererens hvide håndklæder blev farvet røde af 'patientens' blod.
Når vi så når til renæssancen, slår den mandlige mode og fangefængden ud i fuldt flor blandt de kongelige og overklassen. Studer portrætmalerier af f.eks. Gustav Vasa, Erik XIV og Englands Henrik den XIII, og se, hvor magt og rigdom er bevidst i de mest yndefulde og fantastiske stykker tøj og kreationer – en opvisning i ren pragt og højmodighed. Midt i dette fråseri blandt silkestoffer og farvestrålende accessories får nu også skægdekorationen en renæssance med rug, hvor man tager fat, så det knager for at overgå hinanden i de mest sirlige overskæg og spidse (og nogle gange også længste) skæg - "less is more" havde næppe fungeret som valgsprog i denne periode. Tendensen fortsatte i 1600-tallet, hvor flot plejede pipskæg og snoede overskæg ofte blev kombineret med et langt naturligt hippiehår, som er hentet fra 1960'erne og 70'ernes Woodstock-era.
Sådan sker der noget i 1700-tallet: parykkerne (som har gjort deres indtog allerede i slutningen af 1600-tallet med solkongen Ludvig XIV) bliver lige så obligatoriske i adelige og borgerlige saloner som at tale fransk, og de bliver større, mere tiltrækkende og mere ekstravagante. Når parykkerne nu tager over som moderigtigt statussymbol, bliver skæg noget overflødigt og ses desuden som totalt upassende til de pudrede ansigter. Solbrændt hud og ansigtsbehåring under dette androgyne, salonsnobbede århundrede var i øvrigt noget, som kun blev forbundet med bønder og fattige klude, og det var næppe befolkningskategorier, man ville associeres med. Derimod kunne overskæg forekomme blandt officererne i hæren, og den tendens skulle fortsætte i militære kredse et par århundreder fremover.
I begyndelsen af 1800-tallet og efter den franske revolutions kollaps blev de mandlige pudderdoser og parykker tilpasset til skraldebunken, og en mageløs renæssesanseperiode for skæg og ansigtsbehåring trådte ind igen. Det startede med bakkenbarter, som i ekstreme tilfælde i 1830'erne kunne vokse helt frem til mundvigene og dække hele kinderne samt ned på halsen (særligt almindeligt blandt dem, der havde magt og pondus, men også blandt litterære personer). Vi har nu nået den såkaldte romantik, og alting skulle være overdrevet. Det afspejler sig snart i en fuldkommen skov af overskæg og skæg i alle mulige fantasirige varianter. Havde du ikke skæg eller overskæg i nogen form, var du kørt og en foredetting. Tænk Abraham Lincoln (som var den første amerikanske præsident med skæg), Johan Strauss den yngre, Johannes Brahms, Charles Dickens og Karl Marx – for at tage nogle kendte eksempler. Tendensen fortsatte mod slutningen af 1800-tallet og senvægtoriansk tid, men nu i noget mere subtil stil, hvor fuldskægget taber terræn til fordel for busken over overlæben. Studer billeder fra 1870'erne og frem mod århundredeskiftet 1900, og du vil opleve, at stort set samtlige mænd i voksenalderen bærer overskæg (enten en større busket variant eller en tyndere, mere sirlig og vokset historie) - man skulle tro, at de var klonede.
I 1907 gjorde man et forsøg med at indføre 'skægskat': Hvis du bar skæg, var du ikke bare beskidt, men havde også noget at skjule, mente man.
Så kom første verdenskrig, og gasmasken fandtes snart i var mands hjem. Nu svingede moden igen, og man indså det praktiske i at være glatbarberet, ikke mindst hvis du ikke ville risikere, at gasmasken ikke tilstoppede ordentligt, fordi skægget var i vejen. Omkring samtidig blev det moderne barberblad opfundet, og safety razoren (sikkerhedshøvlen) blev mere og mere erstattet af barberkniven, og barberingen blev nu både lettere og skønnere. Fra 1920'erne forsvinder overskæggene også helt, og nu ser man bare renbarberede kinder og overlæber overalt. Tror du os ikke, så tjek billeder fra de glade 20'ere eller gamle gangsterfilm. Mellemkrigstiden og årene omkring 2. verdenskrig var også præget af et "hygiejnisk hud" og alle mulige argumenter (vedlige såvel som vanvittige) blev fremført mod skæg og ansigtshår. Allerede i 1903 hævdedede en artikel i Chicago Chronicles, at et skæg i gennemsnit kunne indeholde 200.000 (!) mikrober – skæg blev med andre ord anset for både modbydende og urent. I New Jersey vidste afskyen, og paranoianen ingen grænser var, da man i 1907 forsøgte at indføre "skægskat": bar du skæg, var du ikke bare beskidt, men havde også noget at skjule, mente man. Barberingen blev en "moralsk handling", som skulle opmuntres (og påtvinges) via propaganda.
Perfekte produkter til barbering
I løbet af det frihedsglade og kommercielle 1950'erne (hvor bilen, tv'et og amerikansk kultur kom til at præge både mode og hverdag i hele den vestlige verden) var der dog snart en forsigtig forandring på vej. For første gang var det ikke myndighedspersoner og kongelige, der var stildannende, men vi mennesker fik nye ikoner at blive inspireret af: skuespillere, rockstjerner og andre typer af kendisser. På filmlærredet lokkede mandlige idoler som Errol Flynn og Clark Gable mange mænd til at dyrke et elegant overskæg, men fra 1950'erne kom ungdomskulturen for alvor til at skabe trends for ansigtshår på et bredt og gennemgribende plan.
De første snigende tendenser ses på Elvis lange og brede raggarpolisonger, der gik ned over kinderne (ofte finslebne med skarpe spidse kanter), og længere fremme i 1960'erne kom gedeskæg, der indrammede munden, samt overskæg til at finde sin plads igen, ikke mindst blandt kulturfolk og jazzmusikere. Med Beatles gennembrud brød man definitivt med det anstændige, da håret begyndte at vokse, og i forbindelse med Vietnam-konflikten og protestbevægelsens fremvækst i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne kom skæg og ansigtsbehåring til at symbolisere stræben efter frihed fra gamle konventioner og en afstandtagen mod den glatbarberede, stubbede stil, som man associerede med soldaterne i hæren. I den pacifistiske hippieperiode – John Lennon møntede blandt andet begrebet "hair peace" og "beard peace" - kan man derfor se en total anarki med hensyn til både hårlængde og skægstil. Der var total frihed, og det var "naturlighed", der gjaldt.
Hvor du yuppie kunne du også svinge den elektriske barbermaskine med en pumas hurtighed og elegance.
I løbet af 1980'erne svingede polen drastisk over i den umiddelbare modsætning. Nu tog det lange hår af, og det blev igen populært at være glatbarberet. Hvor du yuppie kunne du også svinge den elektriske barbermaskine med en pumas hurtighed og elegance, og du havde dyre biler og touperet, blonderet hår. Tøjet skulle naturligvis være ægte mærkevareudstyr, ingen billige kopier, for at vise, at du var besat ved kassen. Stilen skulle være slikket og ungdommelig – og i et sådant klima havde skæg ikke nogen naturlig plads. Men med grungen i 1990'erne begyndte skægget – og da specielt goateen og bukskægget (se på Nirvanas Curt Cobain) - at bryde ny jord igen og siden da har synet på skæg ændret sig; at være skægprydet behøver ikke nødvendigvis at have en symbolsk, politisk eller religiøs betydning længere, men kan også være attraktivt. Det er blevet mere og mere okay at have efter-plan-stubbe eller fuldskæg i alle former (også i mere formelle sammenhænge), samtidig med at det også er helt i orden at være glatbarberet.
I dag har fuldskægget fået en fantastisk renæssance hos både yngre og ældre, men valget er friere nu, end det har været tidligere gennem århundreder. Ligesom man nu som musikartist ikke længere behøver at være så ekstremt bundet til en vis musikstil for at være "inde", så er moden og udseendet også præget af stor personlig frihed. Kunstnere og medier påvirker os stadig, sikkert i mindst lige så høj grad som tidligere, men du er mere fri til at følge den linje, der passer netop til dig. Uanset hvilken stil du vælger, så skal den føles rigtig for dig som person, og da moden hele tiden skifter, er det uden tvivl den vigtigste læring, vi kan trække i historien.
